Nyuddannet
udvikler:
»Man får stadig noget at skulle have sagt«

Nyuddannet
udvikler:
»Man får stadig noget at skulle have sagt«

Efter at have færdiggjort sin bachelor i datalogi på Københavns Universitet i sommeren 2021 kom Signe Margrethe Jeppesen ombord hos Netcompany som udvikler.

Frygten for at drukne i mængden i en af landets største it-virksomheder er blevet gjort til skamme. Som nyuddannet begyndte Signe Margrethe Jeppesen efter grundige overvejelser hos Netcompany.

Til daglig sidder Signe i Application Services og arbejder med vedligeholdelse af et ESDH-system (elektronisk sag- og dokumenthåndteringssystem, red.).

Frygten for at blive et lille tandhjul i en meget stor maskine i form af en af Danmarks største it-virksomheder er indtil videre blevet gjort til skamme.

Det var dog først efter grundige overvejelser, om det var det rigtige sted for hende, at hun havnede hos Netcompany.

”Jeg fik nogle forskellige tilbud. Jeg ville egentlig gerne ind hos Netcompany, for jeg havde hørt, at medarbejderne var glade for at være her, men jeg overvejede det rigtig meget.”

”Det er et ret stort firma, og jeg var meget i tvivl om, om jeg gerne ville et stort eller et småt sted hen,” siger Signe Margrethe Jeppesen.

Giver sikkerhed

I dag er hun glad for, at hun er en del af en stor virksomhed. Det giver en form for sikkerhed, når opgaverne skal løses.

”For så er der altid nogen, der kan hjælpe en, og man står ikke alene. Hvis man er utilfreds med det projekt, man sidder på, kan man bede om at blive kastet ud i noget andet. Det, synes jeg, er en super fed ting.”

En stor virksomhed giver typisk mulighed for at prøve forskellige roller, men en bagdel kan være, at man risikerer at drukne i mængden. Hvordan har du oplevet det i forhold til din personlige udvikling?

”Det havde jeg også troet, men det synes jeg overhovedet ikke. Jeg synes, der er mange fester og mange fredagsbarer, hvor man har mulighed for at møde folk rundt omkring i organisationen.”

”Så jeg synes ikke, at man forsvinder på den måde. Man får stadig noget at skulle have sagt, når man er på et mindre team. Vi er typisk 10-15 på et team i Application Services, så der har man en stor rolle.”

Derfor har Signe Margrethe Jeppesen indtil videre i sine to år hos Netcompany oplevet det som et sted med mange muligheder.

Hvorfor synes du, at konsulentvejen er interessant?

”Jeg kan godt lide ideen om, at man hjælper nogle mennesker på den måde. Man taler med nogle kunder og prøver at finde ud af, hvad de gerne vil have.”

”Så finder man løsninger og er med hele vejen rundt. Vi har kundekontakt, men vi har også det tekniske. Det kan noget, at man tager alle skridt, i stedet for at det bare er en kodeopgave. Det synes jeg faktisk, er rigtig fedt.”

 

Hvorfor valgte du en it-uddannelse?

”Jeg har altid været meget naturvidenskabeligt interesseret. Mine forældre er begge to uddannet EDB-assistenter, så det har altid ligget i familien. Jeg startede faktisk med at læse medicin og teknologi på DTU, som er en ingeniøruddannelse. Her blev jeg introduceret til kodning og matematik på højere niveauer og synes, at det var super fedt.”

”Til gengæld fandt jeg ud af, at medicindelen overhovedet ikke var mig. Det var slet ikke det, jeg skulle. Jeg endte med at droppe ud, og så lå det lidt til højre benet at gå teknologivejen.”

Var det et emne, der blev snakket om hjemme over spisebordet?

”Nej, det synes jeg egentlig ikke. Mine søskende og jeg har altid været med på kontoret. Så vi har set det på den måde og været en del af, hvordan er der på et kontor i it-branchen.”

”På den måde har det været meget naturligt, men jeg har ikke kodet før, jeg kom på universitetet.”

 

Så dine forældre har heller ikke aktivt opfordret dig til at gå den vej?

”Nej, jeg har en lillebror, der også læser datalogi, men min søster læser medicin. Jeg tror faktisk, det er meget tilfældigt. Men det er nok bare den interesse, der ligger i familien.”

Værdsætter dialog

Med en alder på 31 år er Signe Margrethe Jeppesen et par år ældre end de fleste nyuddannede inden for it-branchen. Det skyldes, at hun har boet og arbejdet en årrække i udlandet i blandt andet Tyskland, Frankrig, Kina og Nepal.

Det har givet en indsigt i, at måden vi arbejder på herhjemme ikke blot kan tages for givet.

”I Danmark har vi simpelthen så meget frihed, vi kan snakke med vores chefer på en rigtig god måde, hvor der er så meget hierarki i både Frankrig og i Kina. Det er rigtig ubehageligt nogle gange, at du bare får trumfet noget ned over dig.”

”Sådan er det overhovedet ikke her. Selvfølgelig har man respekt for opad, men man kan have en samtale med folk. Så jeg værdsætter rigtig meget at arbejde i Danmark.”